Solceller skal give grøn strøm til flere kommunale bygninger

Når solen skinner over Eriksholm Børnehus på Thurø, kan energien fremover bruges direkte i børnehuset. På taget er der installeret et solcelleanlæg, som forventes at producere omkring 28.600 kWh strøm om året.
Det svarer til cirka 60 procent af børnehusets nuværende strømforbrug og ventes samtidig at reducere kommunens CO₂-udledning med omkring 2,9 ton årligt.
Anlægget er koblet sammen med et batteri, hvor overskydende strøm kan lagres og bruges senere. Batteriet kan også fungere som nødstrømsløsning, hvis den almindelige strømforsyning svigter.
Anlægget tages i brug samtidig med nye regler, der gør det enklere for kommuner selv at eje og drive solcelleanlæg.
”Som kommune skal vi gå foran i den grønne omstilling, og derfor er det rigtig positivt, at det nu er blevet markant nemmere at sætte solceller på kommunale bygninger. Vi har et mål om, at kommunens bygninger skal drives uden fossil energi, og her er solceller på vores egne bygninger en af de løsninger, der kan være med til at bringe os tættere på målet,” siger Jesper Kiel, formand for Teknik- og Miljøudvalget.
Pilotprojektet omfatter desuden Svendborg Svømmeland, Aldersro Plejecenter og en kommunal bygning på Svendborgvej 135 i Vester Skerninge.
FAKTABOKS
- Solcelleanlægget har en effekt på 27,9 kWh.
- Batteriet har en kapacitet på 35,2 kWh.
- Den forventede produktion er cirka 28.600 kWh om året.
- Produktionen svarer til cirka 60 procent af børnehusets strømforbrug.
- CO₂-udledningen ventes reduceret med cirka 2,9 ton om året.
- Pilotprojektet omfatter fire kommunale bygninger.
- Svendborg Kommune har et mål om 100 procent vedvarende energi i kommunens egen drift i 2030.






Accepter kun nødvendige cookies